onsdag den 12. september 2012

Grøntsags Tærte




Denne skønne tærte kan laves i et væld af variationer, men her kommer en variant som med sikkerhed smager skønt.


Ingredienser:

Dej:
100 gr smør
100 gr hvedemel
100 gr grahamsmel
lidt vand

Fyld:
250 gr hytteost
3 æg
3 porrer
2 gulerødder
1 squash
ca 250 gr tomater, hakket
Salt (gerne urtesalt)
Peber


Ovnen tændes på 200 grader.

Dejen:
Smørret smuldres i melet, og lidt vand tilsættes indtil dejen samler sig. Tærteformen smørres og dejen trykkes ud i formen. Prik den med en gaffel, og bag den i ovnen i 15-20 minutter.

Fyld:
Gulerødderne og squash rives. Porrerne skæres i tynde skiver, og steges på en pande. Herefter tilsættes gulerod, squash og tomat og det hele steges, indtil det er faldet sammen. Smag til med salt og peber.
De 3 æg piskes sammen og blandes sammen med hytteost og grøntsagsblandingen. Blandingen hældes i tærteformen, og tærten bages i 30-40 minutter.

Tærten serveres sammen med en god salat, og noget godt brød.


Eventuelt kan man servere denne avocado-hytteost salat til, det er altid et hit.

2 modne avocadoer moses med en gaffel og blandes sammen med 250 gr hytteost og smages til med urtesalt.

tirsdag den 11. september 2012

Baba ganouh - Aubergine dip



Ingredienser:

1 stor aubergine
1 spsk. tahina
1 fed hvidløg
Saft fra 1 citron
3 spsk. græsk yoghurt
3 spsk. olivenolie
Salt

Prik auberginen med en gaffel, og rist den i ovnen i 45 minutter ved 200 grader.
Halver den, og lad den køle af.
Herefter skrabes kødet ud, og blendes. Tahina, hvidløg, citron og olie røres i, og det meste af yoghurten tilsættes. Smag til med salt og evt lidt mere yoghurt.

Server sammen med godt brød.

fredag den 18. maj 2012

Bønnesalat med Feta og Perlespelt

Denne salat mætter rigtig godt, og smager dejligt, både kold og varm.


Ingredienser:
400 gram friske, grønne bønner
1 dl perlespelt/speltkerner
1 tsk Herbamare grøntsagsbouillon
100 gram feta
Græskarkerner
Frisk basilikum
Salt og lidt olie


Skyl speltkernerne grundigt i vand, og kog dem i en gryde med 3-4 dl vand og Herbamare i ca 20-25 minutter. Kogetiden varierer lidt, så test dem undervejs.
Skær enderne af bønnerne, og skær dem i ca 3 cm lange stykker, hvorefter de koges i letsaltet vand i ca 10 minutter, afhængigt af hvor meget bid de skal have - igen, test dem undervejs.
Vend bønnerne med en smule olie, og kom herefter speltkerner og feta i. Rør rundt, og drys rundhåndet med græskarkerner og frisk, revet basilikum.



tirsdag den 15. maj 2012

Rabarbermuffins med Hvid Chokolade

Disse muffins smager skønt, og er utrolig nemme at lave - bedre bliver det ikke!

Opskriften giver 10-12 muffins:

140 gr blødt smør
140 gr sukker
160 gr hvedemel
2 store æg
1 tsk bagepulver
1,5 tsk vanijlesukker
100 gr hvid chokolade
200 gr rabarber
1 spsk sukker

Ovnen varmes op til 180 grader, og muffinsformene gøres klar. Det er en fordel hvis du har en muffinform af metal, som du kan sætte papirformene i - men hvis ikke, så kan du bruge dobbelte papirforme.

Rabarberne renses, og skæres i tynde skiver. Drys en lille spiseske sukker over rabarberne, og lad det stå, mens du laver dejen færdig.

Smør og sukker røres sammen, hvorefter æggene piskes i. Bland bagepulver og vaniljesukker med melet, og sigt det i dejen, en smule af gangen. 

Den hvide chokolade hakkes, og vendes i dejen sammen med rabarberstykkerne.

Fyld dejen i formene og bag i ca 20 minutter, de skal være gyldne - men tjek evt efter ved at stikke en kødnål i - der må ikke sidde dej ved, når den trækkes op.


lørdag den 31. marts 2012

Chokolade Konfekt



Første lækre sag til venstre er en Baileys kugle, nummer 2 i midten er en hvid chokoladetrøffel med Baileys overtrukket med lys chokolade og til sidst ses en kaffetrøffel overtrukket med hvid chokolade.


1. Baileys kugler


Disse Baileys kugler er fuldstændigt fantastiske, og meget syndige.
De kom til verden ved et mindre uheld, men jeg har efterfølgende genskabt forløbet og kan derfor videregive denne opskrift..


Ingredienser:
250 gr marcipan
50 ml Baileys
175 gr flormelis
100 gr blød nougat
200 gr lys chokolade til overtræk (Mørk chokolade kan også sagtens bruges)
Hakkede nødder eller mandler til pynt


Bland marcipan og Baileys sammen, og tilsæt herefter flormelis. Den bløde nougat skæres i små stykker (lidt mindre en 1*1 cm) og om hvert stykke lægges en klump marcipan, som rulles til en kugle.
Når alle kuglerne er lavet, skal kuglerne overtrækkes med chokolade. Hvis du kender teknikken, eller har mod på at prøve noget nyt, så kan jeg bestemt anbefale at temperere chokoladen, det gør altså en kæmpe forskel. Når du har overtrukket 4-5 stykker, så drys lidt hakkede nødder over, og forsæt så med at overtrække igen.




Denne opskrift fandt jeg hos himmelske-kager - og de er bare super gode.


2. Hvid chokoladetrøffel overtrukket med lys chokolade


200 gr hvid chokolade
2 spsk piskefløde
Korn fra 1 vaniljestang
2 spsk Baileys
Lys chokolade til overtræk


Chokoladen hakkes fint og smeltes i mikrobølgeoven, herefter tilsættes vaniljekornene. Fløden opvarmes og de 2 spsk tilsættes chokoladen (husk at varme mere op, end de 2 spsk, da noget fordamper.) Fløden røres sammen med chokoladen, hvorefter de 2 spsk Baileys tilsættes. Skålen sættes i køleskab med film sluttende tæt til overfladen. Når massen er blevet tyk, formes den til kugler, som sættes til tørre, og herefter overtrækkes de med lys chokolade.


Opskriften her fandt jeg hos Hanne K's verden


3. Kaffetrøfler


120 gr lys chokolade
6 cl piskefløde
3/4 spsk smør
1/2 spsk nescafe


Hvid chokolade til overtræk


Chokoladen smeltes, og fløden opvarmes sammen med kaffen. Herefter blandes chokolade, fløde og smør sammen og sættes på køl med film over. Når massen er blevet tyk, formes den til kugler, som sættes til tørre, og herefter overtrækkes de med hvid chokolade.

Hvid Chokolademousse med to slags Hindbær

Hvid chokolade mousse:


150 gr hvid chokolade
2,5 dl piskefløde
6 past. æggehvider
50 gr sukker


Smelt den hvide chokolade over et vandbad, eller evt. i mikrobølgeovnen.
Fløden piskes til skum og stilles til side.
Æggeblommerne piskes hvide med sukkeret, og den hvide chokolade røres i.
Lidt af flødeskummet blandes med chokolade blandingen, hvorefter chokoladeblandingen forsigtigt vendes i flødeskummet.
Moussen fordeles i 4 glas, og sættes på køl i minimum 4 timer.


Hindbær puré:


100 gr frosne hindbær
3 spsk flormelis


De frosne hindbær koges op, og blendes herefter med flormelis. Mas puréen gennem en finmasket si, hæld den op i en lille kande, og sæt på køl.


Hindbær fyldt med hvid chokolade ganache:


Friske hindbær
50 gr hvid chokolade
50 gr piskefløde


Hak chokoladen og hæld den i en skål. Bring fløden i kog, og hæld den over chokoladen.
Rør rundt i blandingen til chokoladen er opløst. Lad blandingen køle af, fyld den i en sprøjtepose, fyld hindbærene og sæt dem på køl.


Ved servering pyntes den hvide chokolademousse med hindbærrende, og serveres med hindbær pureen ved siden af.

onsdag den 1. februar 2012

Vaniljekranse

Jeg har i nogen tid prøvet at finde en god opskrift på vaniljekranse, og har efterhånden været et par stykker igennem. De har alle været udemærkede, men nu er det endelig lykkedes at finde en, som er helt fantastisk..
Jeg fandt opskriften hos himmelske-kager og de er bare skønne. Man skal bruge hele vaniljestangen, som blendes eller hakkes fint - om det er det, som giver dem den dejlige smag ved jeg ikke, men skønne er de i hvert fald.








Opskriften giver ca 60 stk


Ingredienser:
250 gr hvedemel
1/2 tsk hjortetaksalt
1 vaniljestang af god kvalitet
125 gr sukker
75 gr finthakkede mandler
200 gr smør
1/2 æg


Klip vaniljestangen i små stykker, og blend dem med sukkeret. (Alternativt kan man hakke vaniljestangen meget fint) Bland mel og hjortetaksalt med sukkeret, tilsæt mandler og små stykker smør, og ælt dejen sammen med lidt sammenpisket æg. Lad hvile koldt i minimum 1/2 time.


Tænd ovnen på 200 grader varmluft.


Hvis du har en kødhakker bruger du selvfølgelig den. Det havde jeg dog ikke, så jeg rullede dem meget tyndt i stedet. De hæver en del, så sørg for at dejen ikke er tykkere end 2/3-1  cm, og at hullet i midten er rigeligt stort.


Småkagerne bages ved 200 grader varmluft i ca 7-8 min, og afkøles på en rist.


Enjoy!

Farmors Ungarske Nøddepleskner

Denne opskrift stammer fra min farmor. Vi fik altid disse småkager, når vi kom på besøg i juletiden - så det var med stor gensynsglæde at jeg lavede disse småkager.


Opskriften giver ca. 50 stk.


Ingredienser:
6-7 æggehvider
250 gr sukker
300 gr finthakkede hasselnødder
Lidt smør


Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Hviderne piskes sammen med sukkeret, og hasselnødderne vendes i.
En bageplade dækkes med bagepapir, som smøres med smør. Det lyder måske lidt mærkeligt, men ellers er det meget svært at få småkagerne af pladen.
Tag ca en 1 med top, og sæt den på bagepladen, hvorefter massen flades ud. Jeg havde 16 stk på hver plade, da de flyder en del ud.
Småkagerne bages i ca 7-8 minutter, men hold øje med dem til sidst. De skal blive gyldne. Mens det første hold småkager er i ovnen, kan man med fordel gøre næste hold klar.
Når de er færdige, tages de ud af ovnen, og forsigtigt lægges de over på en rist, ved hjælp af en spatel el. lignende - jo tyndere, des bedre.
Når småkagerne er afkølet pakkes de ned i en kagedåse.

onsdag den 4. januar 2012

Minestrone med Chorizo



Ingredienser:


2 løg
3 store fed hvidløg
4 gulerødder
2 store kartofler
2 store pastinakker
½ knoldselleri, andre slags rodfrugter kan også bruges
100 gr god chorizo
1 flaske økologisk tomatpuré (det er en stor flaske og kaldes også "Polpa de Pomodoro)
7-8 dl bouillon, fx Herbamare
2 håndfulde vilde/brune ris (tjek kogetiden, skal måske koges for sig)
Frisk chili
Paprika
Olivenolie
Salt
Peber


Tilbehør:


brød
parmesan


Gremolata:
½ bundt bredbladet persille
Skallen fra 1 økologisk citron
1 presset fed hvidløg


Rens, skræl og snit alle grøntsagerne i mundrette stykker. hvidløgsfedet hakkes fint og chorizoen skæres i små stykker. brænd chili og paprikaen af i olie i bunden af en stor gryde og tilsæt grøntsagerne og chorizo. lad det svitse et par minutter og tilsæt så risene, tomatpuré og bouillon. Læg låg på og lad det simre i 40 minutter, eller indtil risene er færsige. Smag til med salt, og masser af peber.


Gremolata:
hak persillen, skyl citronen grundigt og riv skallen fint. Blandes med persillen og det pressede hvidløgsfed.


Server suppen med brød til, og drys parmesan og gremolata over.

mandag den 21. november 2011

Panne Cotta med Kvædekompot

Efter at de kvæder vi har fået i denne uges grøntsagspose havde ligget og kigget på mig i dagevis, besluttede jeg mig langt om længe for at gøre forsøget. Jeg har aldrig tilberedt kvæder før, faktisk aldrig smagt dem - men jeg tænkte at en kvædekompot ikke kunne gå helt galt. Og hvorfor så ikke servere den til en af mine ynglings desserter - panne cotta..










Opskrifter passer til 4 personer


Panne Cotta


Ingredienser:


5 dl piskefløde
80 gr rørsukker
Skal af ½ økologisk citron
1 vaniljestang
3 blade husblas


Vaniljestangen flækkes, kornene skrabes ud og blandes med sukkeret. Citronskal, vaniljestang og sukkeret blandes med fløden, som bringes til kogepunktet. Lad det småsimre i et par minutter og lad det herefter trække i 5 minutter.
Imens lægges husblasen i blød i vand i 5-10 minutter, hvorefter den røres i dan varme fløde, indtil den er opløst. vaniljestængerne fiskes op af fløden, og gemmes.
Fløden hældes nu igennem en sigte op i 4 glas, og de skal herefter stilles på køl i min 4 timer.


Kvædekompot:






Ingredienser:


225 gr rensede kvæder
4 dl vand
130 gr rørsukker
Skal af ½ citron
Vaniljestængerne fra før
1 kanelstang
En smule citronsaft


Kvæderne skrælles, kernehuset fjernes, og de skæres i små stykker.
Herefter kommes alle ingredienserne i en gryde, og det skal nu stå og småsimre i ca 45 minutter, indtil væsken er blevet til sirup.






Wauw, denne dessert blev helt fantastisk. Panne cottaen var lige som den skulle være, og jeg er sikker på at den også ville gøre sig godt med forskellige friske bær, eller måske en hindbær coulis.
Men selve kvæderne var også helt vidunderlige, duftede så skønt og smagte mindst lige så godt.
Så hvis du en dag står med nogle kvæder og ikke rigtig ved hvad du skal bruge dem til, så er dette et særdeles godt bud..

onsdag den 16. november 2011

Hele 3 ting på en gang


Ja, så har vi fået denne uges grøntsagspose hjem fra Københavns Fødevare Fællesskab - og spændende ser det ud.. Det er jo altid sjovt at få ting hjem, som man aldrig før har prøvet at tilberede, endsige hørt om..
Palmekål, kvæder og græskaret har jeg aldrig prøvet at lave før. Tror græskaret må være et hayato græskar, men er ikke helt sikker. Hvis i har nogle gode ideer til hvordan nogle af de tre tilberedes på fantastisk vis, så må i meget gerne komme med forslag.. :-)

mandag den 17. oktober 2011

Citronfromage


I går lavede jeg den skønneste citronfromage. Den smagte superskønt og dejlig friskt..






Ingredienser:


Saft og skal af 2 citroner


130 gr sukker


4 blade husblas


4 æg


1,5 dl piskefløde


Korn fra ½ vanillestang


Tilbehør:


Flødeskum


Mynte eller citronmellisse


Husblasen lægges i blød i ca 10 min, imens deles æggene, og æggeblommerne piskes sammen med sukker, citronskal og vanillekorn.
Husblasen tages op af vandet med det vand, som hænger ved, og smeltes i et vandbad.
Herefter hældes citronsaften i, og det røres sammen. herefter piskes det i æggemassen, og det stilles koldt i ca 10 minutter, indtil det begynder at stivne lidt.
Imens piskes æggehviderne og piskefløden, og det vendes forsigtigt i æggemassen. Citronfromagen skal stå køligt i 3-4 timer.
Citronfromagen serveres med letpisket flødeskum og mynte eller citronmellisse.





lørdag den 15. oktober 2011

Hokkaido Græskar Suppe

En skøn suppe på en trist efterårsdag.






Ingredienser:


500 g græskarkød fra hokkaido
1 løg
1 spsk. ekstra jomfruolivenolie
2 fed hvidløg
1/2 tsk. stødt koriander
1/2 tsk. stødt spidskommen
1 l hønsefond el. -bouillon
saft af 1 citron
1 frisk chili
salt og friskkværnet peber






Tilbehør:


Cremefraiche
Persille eller koriander
Evt. ristede græskar kerner


Græskaret skrælles og skæres i tern, og løget hakkes.
olien varmes i en gryde og løget svitses en smule, uden at det begynder at tage farve. Græskar, hvidløg, chili og krydderier tilsættes og vendes rundt. Bouillonen tilsættes, og det hele koges i ca. 20 minutter.
Herefter blendes suppen, og smages til med citronsaft, salt og peber.




Suppen serveres med cremefraiche, persille og evt. ristede græskar kerner, og selvfølgelig med noget godt brød til.

Citrus Tærte

Denne opskrift er inspireret af opskriften på Torta Della Nonna fra "A piece of cake" af Leila Lindholm. Kagen er den samme, jeg har blot valg at hælde en sirup over kagen til sidst, hvilket virkelig gjorde underværker.






Ingredienser:


150 gr blødt smør
300 gr marcipan
6 økologiske æg
250 gr ricotta
Skal af 1 usprøjtet citron
Skal af en usprøjtet appelsin
Evt. 1 bitter mandel
0,5 dl hvedemel
Pinjekerner
Smør og mandelflager til formen


Sirup:
150 gr sukker
Saft af 1 citron
Saft af 1 appelsin


Piskefløde


Varm ovnen op til 175 grader. Smør og marcipan røres sammen, til det bliver cremet. Herefter tilsættes æggene et ad gangen under piskning. Ricotta, revet appelsin- og citronskal og evt. bittermandel røres i, og til sidst vendes melet i.
En springform på 24 cm smøres og drysses med mandelflager. Dejen fyldes i, og til sidst drysses med pinjekerner. Kagen bages midt i ovnen i 25-30 minutter. Prøv at checke med en strikkepind om kagen er færdigbagt.
Til siruppen kommes sukker, citron- og appelsinsaft i en gryde, og det koges i et par minutter.. Siruppen hældes over kagen, som gerne skal stå og trække i nogle timer.


Kagen serveres sammen men letpisket flødeskum.

torsdag den 13. oktober 2011

Oksegryde

Ingredienser:
600 gr oksebov
1 lille selleri
200 gr friske, grønne bønner
2 kalve/okse-bouillon terninger
Små sylteløg (eller hvis det ikke kan fås, små alm. løg skåret i både.)
1 liter vand
2 dl rødvin
Lidt smør
Evt. lidt bacon
2 lauerbærblade


Kødet skæres i tern på ca. 1½ cm, og kødes brunes i smørrret. Herefter tilsættes 1 liter vand sammen med 2 dl rødvin, bouillonterninger og lauerbærblade. Så snart det begynder at koge, skrues ned for varmen, og rettten skal nu simre i ca. 1 time og 3 kvarter under låg. Det er vigtigt at det ikke kommer til at koge for voldsomt. Herefter fiskes lauerbærbladene op.


Sellerien skæres i små tern på ca. 1 cm, og koges i 15 min.


Enderne skæres af bønnerne, og de skæres evt. over på midten. Bønnerne kommes i gryden, og skal koge i små 10 minutter.


Løgene steges lidt på en pande, evt. sammen med bacon.


Til sidst kommes både løg og selleri i gryden.


Retter gør sig rigtig godt sammen med rodfrugtmos.



lørdag den 8. oktober 2011

Rødbede-Feta Salat

Ingredienser:


Rødbeder
Feta (rigtig græsk fåre/gede feta er bedst)
Honning
Balsamico eddikke
Jomfru olivenolie
Evt. bredbladet persille




Rødbederne koges med skræl i cirka 40 minutter i letsaltet vand, indtil de er møre. Når de er færdigkogt, kommes de i koldt vand og skrællen "smuttes" af. Herefter skal de køle af.
Nåd rødbederne er kolde, skæres de i tynde skiver og vendes i en marinade af honning, olivenolie og balsamico eddikke. Til sidst smulres feta henover salaten, og der kan eventuelt drysses med bredbladet persille.

tirsdag den 27. september 2011

Pærekage med Valnødder

Ingredienser:

2 store æg
2 dl sukker
1,5 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
100 gr valnøddekerner
Skallen af en økologisk citron
2 pærer
125 gr smør
50 gr valnødder
Evt nogle knuste makroner

Creme:
Cremefraiche
Vaniljesukker
Stødt kardemomme

Sæt ovnen på 200 grader. Bland hvedemel og bagepulver sammen i en skål. Pisk æg og sukker og vend melet i. Hak valnøddekerner fint og vend i sammen med citronskallen. Kom dejen i en smurt, meldrysset bradepande, ca. 20*28 cm. Skræl pærerne, og skær dem i skiver og fordel dem herefter i dejen. Drys hele valnødder over, og skær smørret i skiver og fordel over kagen. Drys evt. lidt knuste makroner over.

Kagen bages i 25-30 minutter midt i ovnen.

Cremefraiche smages til med vaniljesukker og kardemomme.

Gulerodskage

Dette er simpelthen verdens bedste gulerodskage.


Ingredienser:


Dej:
300 gr brun farin
2 dl madolie(ikke olivenolie)
4 æg
275 gr hvedemel
1,5 tsk bagepulver
1 tsk natron
0,5 tsk salt
2 tsk stødt kanel
375 gr revne gulerødder


Creme:
300 gr flødeost
180 gr smør, blødt
270 gr flormelis
3 tsk vanillesukker


Valnødder


Farin og olie røres sammen og æggene piskes i et ad gangen, derefter blandes de tørre ingredienser sammen og vendes i sammen med de revne gulerødder.
Hældes i en bradepande 23*33 cm, evt beklædt med bagepapir, og bages i 45 min ved 185 grader. Herefter skal kagen afkøle.
Cremen piskes sammen og fordeles over den afkølede kage.
Valnødderne hakkes og drysses ud over kagen.

Emmerboller

Dette er simpelthen de skønneste boller, og så dejligt nemme at lave. Dejen skal laves om aftenen og stå på køl natten over.

Ingredienser: (Giver 10-12 stk)

2 dl A38 eller kærnemælk
3 dl lunkent vand
15 gr økologisk gær
1 tsk salt
1 spsk honning
250 gr emmermel/speltmel (halvt af hvert, alternativt har Urtekram en melblanding med emmer og spelt mel)
200 gr hvedemel
75 gr solsikkekerner, græskarkerner eller hakkede valnødder..
Sesamfrø

Ingredienserne røres sammen i nævnte rækkefølge, og dejen sættes i køleskab til næste dag.
Bollerne laves ved at sætte dejen på en bageplade med to skeer, og bollerne drysses med sesamfrø.
Bages i 20 min ved 200 grader varmluft.
Disse boller kan sagtens fryses.

Equipe Chefens Chili Con Carne

Her er opskriften på verdens nemmeste Chili Con Carne.



Ingredienser:

2 dåser hakkede, flåede tomater
2 dåser kidney beans, skyllede
1 stor dåse tomatpuré
400 gr hakket oksekød
1 frisk chili, finthakket
3 hakkede løg
3 fed hvidløg
1 terning oksebouillon
25 gr mørk chokolade (70 %)
1 tsk chili pasta
Salt og peber

Tilbehør:

Cremefraiche
Brød

Kødet brunes, og alle ingredienser, undtagen chokolade og chilipasta, kommes ned i gryden. Skal stå og småsimre i cirka 20 min, hvorefter chokoladen tilsættes og retten smages til med salt, peber og chilipasta.

Serveres med brød og cremefraiche.